Husum first Danish channel to reach 300.000 subs

Alexander Husum er Danmarks største YouTube-stjerne. Han har netop rundet 300.000 subscribers som den første dansksprogede YouTube-kanal, og fører an i feltet af nye digitale stjerner, som skaber ungdommens foretrukne underholdningsform.

Som den første dansksprogede YouTube-kanal har Alexander Husum rundet 300.000 subscribers. Nu har han i en følelsesladet video sagt en dybfølt tak til alle sine fans – og lover samtidig meget mere underholdning, der rykker grænser inden for online entertainment for de unge.

Videoen, som for et par dage siden gik live på YouTube indeholder en perlerække af klip fra hans år på YouTube og ikke mindst også hyldester og lykønskninger fra en lang række af Danmarks mest populære digitale stjerner som bl.a. Spørg Casper, Rasmus Brohave, Morten Münster, Carla Mickelborg, Kristine, Mikkel og Emil Trier og mange flere.

Alexander Husum startede sin YouTube-kanal den 4. juni 2011 – og her cirka syv år efter har både han selv, og YouTube i Danmark i det hele taget, ændret sig meget. I dag er han Danmarks største såkaldte YouTube-stjerne. Han har over 460.000 subscribers, hvis man tæller hans second-kanal, HUSSI, med, ligesom han har over 217.000 følgere på Instagram, og i løbet af det seneste års tid, har han vundet ni priser – herunder bl.a. prisen for Årets YouTuber til både Guldtuben, Teenage Awards, The Voice Awards og Kids’ Choice Awards.

Ikke overraskende er det de unge fans, som Alexander Husum gør mest ud af at takke i den første video
af hans tre 300.000 sub specials. Og de er også en stor del af, hvad der driver ham til daglig:

”YouTube startede for mig som en hobby og en drøm om at få lov til at underholde. Nu er det blevet mit liv. Der er meget man skal vænne sig til – at blive genkendt på gaden, at der bliver taget tusindvis af billeder af mig og at blive kontaktet om både lykkelige og tragiske ting, som mine fans går igennem. Det kan være virkelig hårdt. Men det er dét værd, fordi den glæde, jeg møder fra dem, er hele grunden til, at jeg gør det. Jeg kan godt lide at underholde – og være den sjove. Og føler mig så privilegeret, fordi jeg får lov til at gøre det hver dag,” siger Alexander Husum.

”Vi har kun set begyndelsen”

Siden Alexander Husum startede for syv år siden, har hans videoer på tværs af de to kanaler fået mere end 100 millioner views til sammen. Men de mange views og Husums 300.000 subscribers er kun begyndelsen på, hvad YouTube bliver i Danmark, spår Alexander Husums managementbureau. ”Alexander Husum er den første til at runde 300.000 – og det er en fantastisk bedrift med en dansksproget kanal og dermed et naturligt begrænset publikum. Men der kommer mange flere, for YouTube er den vigtigste underholdningsplatform for unge i dag – og det bliver kun større herfra. Underholdningsbranchen er mere fragmenteret end nogensinde før, fordi vi i så høj grad kan vælge den stil, som vi synes passer bedst for os. Det kommer vi kun til at se mere af,” siger Martin Wiinholt, CEO hos Gonzo Media, Alexander Husums talent managementbureau. Alexander Husums første 300.000 special kan ses nedenfor. Han lover selv, at de næste to bliver hhv. en musikvideo med mange af Danmarks største digitale stjerner og en video, hvor han overskrider hans største frygt, og videoerne er imødeset med spænding fra hans mange fans.

Se hans 3 sjove ”300 sub specials” her: